Femtech Event Autumn 2023

På denne FemTech-workshop har vi fokus på at skabe et artefakt, der giver den aktuelle fordeling af grøn og sort energi et stærkt visuelt udtryk. Selvom vi måske ikke kan ændre energiproduktionen direkte, kan vi dog ændre adfærd og dermed indirekte påvirke energiforbruget fx gennem tankevækkende visualiseringer af offentligt tilgængelige data.

Workshoppen er inspireret af FN’s 7. verdensmål om bæredygtig energi samt Greta Thunbergs aktivisme for en bedre fremtid – derfor lægger sidstnævnte selvfølgelig navn til dét artefakt, man som deltager udvikler og får med hjem: ”Greta”.

Målet med workshoppen er:

  1. At øge opmærksomheden på energifordelingen – og dens indvirkning på vores planet.
  2. At hente og bearbejde energidata fra offentlige API’er.
  3. At anvende programmérbare mikrocontrollere til at skabe en visuel energiindikator.
  4. At skabe et interaktivt artefakt, der oplyser og påvirker til at træffe bæredygtige energivalg.

Med denne workshop ønsker vi at bruge interaktive teknologier til at øge bevidstheden om energifordelingen, som den ser ud her-og-nu, og til at afstedkomme helt nødvendige adfærdsændringer. Vi ønsker at inspirere til, at vi alle tager endnu mere kontrol over vores energiforbrug, for dét er der mere end nogensinde brug for! Ved at skabe en visuel energiindikator håber vi at bibringe en skærpet opmærksomhed på en global problematik, der længe har krævet øjeblikkelig handling: en reel omstilling til bæredygtig energi. 

Kom og vær med til at visualisere fremtiden for en bæredygtig planet med “Greta“!

Praktisk information

Tid:
13. november 2023 kl. 10.00-16.00
14. november 2023 kl. 9.00-15.00

Undervisere:
Underviser og studerende fra Datalogisk Institut

Nødvendigt udstyr: 
Computer med USB-input og oplader

Hvem kan deltage?
Til workshoppen inviteres kvindelige gymnasieelever, der:

  • går i 2.- eller 3.g,
  • følger matematik A
  • har ingen eller kun lidt programmeringserfaring

Vi bruger en inkluderende definition af kvinde og kvindelig og byder trans, genderqueer, og non-binære elever velkommen, samt alle der identificerer sig som kvinde.

Gymnasieelever der kommer langvejs fra skal selv sørge for overnatning i København.

Læs mere om FemTech-projektet og se tidligere forløb på her.